Gå til navigation | Gå til Sideindhold

Praktikophold for studerende

I Lemvig Kommune vil vi gerne have kvalificeret arbejdskraft. Derfor er vi meget interesserede i at vise kommende medarbejdere, hvilke muligheder kommunen byder på.

Du har mulighed for at opleve Lemvig Kommune gennem en praktikperiode i en af vores mange afdelinger. Arbejdsopgaverne er mange og varierede. Fællesnævneren er, at du vil indgå som en del af dagligdagen og få værdifuld erfaring med arbejdet i det offentlige. 

Aktuelle praktikpladser - se under ledige job i kommunen. 

Vi har en lille, flad og rummelig organisation, baseret på tillid til den enkelte og et miljø, hvor vi hurtigt kan tage beslutninger.

Som akademiker i praktik i Lemvig Kommune vil du få mulighed for at anvende din viden i praksis, få masser af ansvar, og samtidig give os værdifuld sparring. Så uanset om du læser statskundskab, økonomi eller jura, er der plads til dig i Lemvig Kommune.

Det praktiske
Som praktikant får du stillet bolig til rådighed af Kommunen, hvor du kan bo sammen med andre praktikanter tæt på din arbejdsplads.
Huset hvor praktikanterne boer 
Huset hvor praktikanterne bor under opholdet i Lemvig Kommune

Gårdhave ved praktikanthuset
Hyggelig gårdhave hører til praktikanthuset
På arbejdet får du computer og telefon stillet til rådighed som de øvrige ansatte. Du får tilknyttet en vejleder, som giver dig opgaver, vejleder dig med den opgave, du skal skrive i løbet af praktikopholdet, og som du søge råd hos undervejs i praktikken. Vi lægger vægt på god kommunikation mellem praktikant og vejleder. Vi arrangerer desuden en aktivitetsdag for vejledere og praktikanter for at lære hinanden bedre at kende og opleve de muligheder og aktiviteter, Lemvig Kommune byder på.

Ledige praktikpladser bliver slået op før semesterstart i disse afdelinger:

Plan & Byg

Planstrategi, kommuneplan og lokalplaner, byggeansøgninger, myndighedsbehandling, udviklingsprojekter, anlægsopgaver, energi og myndighedsbehandling er nogle af de mest markante søgeord for en karakteristik af Plan og Byg afdelingen under Teknik & Miljø i Lemvig Kommune.

I afdelingen er vi 16 akademiske medarbejdere, som med vidt forskellige uddannelser og baggrunde er en del af kernen i Teknik & Miljø. Da vi er en forholdsvis lille kommune, stiller vi krav om fleksibilitet og omstillingsparathed hos vores medarbejdere. Vi har en uforudseelig hverdag med mangeartede arbejdsopgaver, der kræver stor selvstændighed, og som byder på udfordringer, der kalder på generalistens dyder. Køn og aldersmæssigt er vi bredt sammensat, hvilket giver en fin dynamik i en afslappet men professionel omgangsform.

Vi tager meget gerne imod praktikanter og er villige til at øse af de mange erfaringer, vi sidder inde med på en lang række områder. Samtidig forventer vi et inspirerende og udfordrende samarbejde.

Udvikling

Udviklingsafdelingen er først og fremmest tovholder på de kommunale opgaver, der vedrører erhverv og turisme. Planafdelingen inddrager os, når deres arbejde overlapper med erhvervsfremme og service. Vi har også ansvaret for kommunens erhvervsstrategi, som har fødevarer og energi som indsatsområder. Derudover er vi koordinerende i forhold til de andre udviklingskonsulenter i huset. Det vil sige vi stiller os til rådighed for hinanden, hvis nogen har brug for flere øjne eller en kreativ proces.

Udviklingsafdelingen tager initiativ til interne og eksterne udviklingsopgaver, som er relevant for Lemvig Kommune. Lemvig kommune er repræsenteret i Vækstforum Region Midtjylland og udviklingsafdelingen deltager derfor også i Vækstforums sekretariatsmøder.

Familie & Kultur

Familie & Kultursekretariatet betjener råd og udvalg indenfor børne- og ungeområdet og kultur- og fritidsområdet. Sekretariatet er på den måde bindeled mellem de decentrale enheder og det politiske system i kommunen. Sekretariatet har desuden som kommunens repræsentant en række samarbejdsflader med andre interessenter i lokalområdet og på regionalt og nationalt niveau.

Vi dækker over en bred opgavevifte, men selve sekretariatet er en lille enhed med 7 medarbejdere, så der er et tæt dagligt samarbejde mellem alle ansatte om opgaveløsningen.

Som praktikant i Familie & Kultur kommer du til at arbejde med: Kvalitetssikring og kvalitetsudvikling, herunder områdets kvalitetsrapporter, dokumentations- og evalueringsopgaver, digitalisering af børne- og ungepolitikken samt ad hoc opgaver indenfor området.

Social & Sundhed

I vedhæftede PDF finder du en beskrivelse af Social- & Sundhedsafdelingen og deres særlige indsatsområder.

Som praktikant vil du indgå som en del af afdelingen og deltage i afdelingens mange store og små opgaver. Det kan dreje sig om alt fra notater til ansøgninger af ministerielle puljer.
Du kan deltage i vore nuværende projekter om forløbskoordination (borgere med kronisk sygdom), kvit røgen, indflydelse på egen sundhed og Gør Lemvig lettere.

Teknik & Miljø

I Teknik & Miljø planlægger vi kommunens udvikling inden for energiforsyning, veje, boliger og erhverv. Derudover er vi ansvarlige for en række miljømæssige opgaver i form af tilsyn, godkendelser med videre.
Specifikke arbejdsopgaver for praktikanter kunne være evalueringer af kommunalt ejede forsyningsselskaber eller dataindsamling i forbindelse med befolkningsprognoser.

Læs om to praktikanters ophold i Teknik & Miljø i Scient, maj 2012 side 12-13 (studenterblad for Københavns Universitets Naturvidenskabelige fakulteter)

 

 


Sidst opdateret: 23-04-2013