Gå til navigation | Gå til Sideindhold

Tandpleje for 0-18 årige

Alle børn og unge under 18 år, der bor i kommunen tilbydes gratis tandpleje på den af tandplejens  klinikker, der ligger nærmest bopælen.
Lemvig kommune har 4 tandklinikker og man kan frit vælge, hvilken klinik og hvilke af kommunens tandlæger man ønsker at benytte.
 
Tandplejen lægger vægt på at give det enkelte barn et tandplejetilbud, der passer til barnets aktuelle behov. Forebyggelse, omsorg og tryghed er nøgleord i tandplejens virke.
 
Et godt forældresamarbejde prioriteres højt. Tandplejen ønsker, at børnenes forældre tager ansvaret for deres børns tandsundhed mindst indtil 4. klassetrin. 

Journalføring 

Hver gang et barn er til tandlæge noteres barnets tandstatus, dvs. antal plomber, antal nye huller, tand-kødets tilstand og tandstillingen i journalen.
 
Desuden noteres helbredsmæssige oplysninger med betydning for tandbehandling f.eks. allergi eller hjertefejl.

Førskolebørn

Barnet tilknyttes automatisk tandplejen fra fødslen. Omkring dette tidspunkt udsender tandplejen en lille informationspjece til hjemmet om kommunens tandplejetilbud.
 
Omkring 10 måneders alderen indkalder tandplejen barnet og dets forældre til det første besøg på klinikken. Selvom barnet kun har ganske få eller ingen tænder, vil vi gerne se barnet så tidligt for at forebygge uvaner og sammen hjælpe barnet til at bevare sunde tænder.
 
Det er vigtigt, at barnet bliver gjort fortrolig med tandklinikken, således at tandlægebesøg bliver til en god og tryg oplevelse. Forældrene orienteres løbende om tandpleje svarende til barnets behov samt om, at hjemmet har et vigtigt ansvar for barnets tandsundhed.
 
Fra 1½-års alderen indkaldes barnet til regelmæssige undersøgelser efter individuelle behov.

Skolebørn 

Alle skolebørn indkaldes individuelt efter aktuelt behov. For børn med ringe risiko for huller kan der være adskillige måneder mellem tandeftersyn, mens børn med stor risiko for huller indkaldes hyppigt. Tandple-jen ønsker, at forældrene følger deres børn til tandlæge mindst til og med 4. klassetrin for at styrke samarbejdet mellem hjem og tandpleje.
 
Under skoleforløbet får udvalgte årgange besøg af tandplejeren. Der orienteres om tandsygdomme, kost, hjemmetandpleje samt ansvar for egen tandsundhed. På 4. klassetrin tilbydes alle børn et intensivt kursus i tandbørstning på skolen. 

16-17 årige

Efter den unge er fyldt 16 år, er det muligt at vælge mellem den kommunale tandpleje og privatpraktiserende tandlæge. Kommunen dækker, uanset hvad der vælges, udgiften til tandpleje indtil det fyldte 18 år. Den kommunale tandpleje orienterer den unge om denne valgmulighed.
 
Hvis den unge er i gang med en tandreguleringsbehandling anbefales det, at også den almene tandbehandling foregår på de kommunale klinikker. Dette for at sikre et sammenhængende behandlingstilbud.
Også ungdomsgruppen indkaldes til undersøgelser efter individuelle behov. 

Tandregulering og andre specielle behandlinger

Tandplejen yder gratis tandregulering til børn og unge med behov. Alle børn bliver i 6. klasse vurderet af en specialtandlæge for eventuelle funktionelle tandstillingsfejl, der kræver behandling.
 
Ved behov for andre specielle behandlinger vil disse så vidt muligt blive foretaget på den lokale tandklinik. Der kan f.eks. være tale om tandoperationer eller bidfunktionsbehandlinger. 

Valgfrihed  

0-15 årige kan vælge, om de ønsker at modtage gratis tandpleje på en af kommunens fem tandklinikker, eller om de ønsker at benytte en privatpraktiserende tandlæge og få kommunalt tilskud. Hvis man vælger at benytte en privatpraktiserende tandlæge skal man selv betale mindst 35% af prisen for undersøgelse, behandling og tandregulering. De 16 og 17 årige kan fortsat vælge at modtage gratis tandpleje på de kommunale klinikker eller i privat praksis.
Man kan også vælge at benytte en kommunal tandklinik i en anden kommune.

Tandlægeskift skal altid meddeles til den kommunale tandplejes kontor på Lemtorp klinikken.

 

Sidst opdateret: 26-08-2010
Åbner hjemmesiden Gode grunde

Gode grunde

Vil du bestille et pas?

Vil du bestille et pas?

Åbner hjemmesiden Working-in-lemvig.dk

Siden for udenlandsk arbejdskraft

Spændende jobs i Lemvig kommune

Gode jobs i kommunen