Lemvig Kommune

Selvbetjening

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Indhold

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Nyheder

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Børne- og Familiecentret

I Børne- og Familiecentret har vi samlet den kommunale indsats på børne- og ungeområdet. Her tager vi udgangspunkt i "Den sammenhængende Børne- og Ungepolitik".

Den målrettede indsats over for børn og unge med særlige behov skal komme til udtryk i "en rød tråd" i den kommunale indsats, fra den første kontakt med familien gennem jordemoder og sundhedsplejerske indtil Ungdommens Uddannelsesvejledning slipper den unge i en alder af 20-23 år. Vi håber at hele forløbet kan være præget af et godt samarbejde med den enkelte familie, og skal være kendetegnet ved "hjælp til selvhjælp" og "mindste indgrebs princippet".

Fold alle ud

Børne- og Familierådgivningen

Underretningspligt

Alle borgere i Danmark har pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis de får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling fra forældres eller andre opdrageres side, eller hvis de lever under forhold, der bringer deres sundhed eller udvikling i fare. (Lov om Social Service § 154)

Som almindelig borger kan du aflevere din underretning anonymt, men vær opmærksom på, at hvis du afleverer dit navn eller sender fra mail med navn og/eller adresse, der kan genkendes, er kommunen forpligtet til at oplyse dit navn til dem, underretningen vedrører.

Underretningen kan sendes på mail til: underretninger@lemvig.dk, eller på tlf.: 30537375 eller ved personligt fremmøde i BFC, Vasen 14B, 7620 Lemvig.

Offentligt ansatte og medarbejdere, der arbejder indenfor området med børn og unge, har en skærpet underretningspligt, når de under udøvelsen af deres hverv får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter Lov om Social Service kap. 11, at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter Lov om Social Service kap. 11 på grund af forældrenes forhold, og/eller hvis et barn eller en ung har været udsat for vold eller andre overgreb. (Lov om Social Service § 153)

Underretningen sendes på mail til: underretninger@lemvig.dk, såfremt der er tale om en akut sag på tlf.: 30537375.

Det anbefales, at indholdet af underretningen gennemgås med forældrene, inden den sendes til BFC, medmindre underretningen omhandler vold eller seksuelle overgreb. I så fald skal der underrettes direkte uden oplysning til forældre.

Børne- og Familierådgivningen
Børne -og Familierådgivningen er et afsnit i Børne- og Familiecentret, Vasen 14 B i Lemvig. Afsnittet består af en afsnitsleder, en faglig leder og 12 socialrådgivere/socialformidler, der har opgaver inden for socialt udsatte børn, unge og familier, 3 socialrådgivere/sagsbehandler, der har opgaver i forhold til børn og unge med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

Børne -og Familierådgivningen er Lemvig Kommunes myndighedsafsnit på børne -og ungeområde og træffer afgørelser i henhold til Lov og Social Service om hjælp og støtte til målgrupperne herfor.

Målgruppe
Børn og unge i alderen 0 – 18 år

  • der har behov for en forebyggende indsats.
  • med adfærdsvanskeligheder, nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og deres familier.
  • der har et særligt behov for støtte.
  • med en betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Henvendelse kan ske fra forældre, barnet/den unge selv eller i form af underretning fra borgere og fagpersoner, såsom lærere og pædagoger, der kender barnet/den unge.

 

Hvilke opgaver har Børne- og Familierådgivningen?

Tidlig, forebyggende arbejde
Børne -og Familierådgivningen deltager i Lemvig Kommunes tværfaglige og forebyggende arbejde på børn og unge området. Dette sker ved

  • deltagelse i ”Tværfaglige samarbejdsmøder” på skoler og daginstitutioner
  • deltagelse i Børne- og Familiecentrets åbne, anonyme rådgivning

Forebyggende indsatser
På baggrund af konkrete henvendelser undersøger og vurderer Børne -og Familierådgivningen, hvorvidt der er lovhjemmel i Lov om Social Service for at tilbyde indsatser af forebyggende karakter. Dette kan ske, hvis barnet/den unge er målgruppen herfor, og hvis der er tale om en afgrænset problematik.

Foranstaltninger
Børne -og Familierådgivningen skal udarbejde en børnefaglig undersøgelse (BFU), hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte. BFU skal undersøge barnets forhold, den skal anlægge en helhedsbetragtning, og punkterne, der skal undersøges er:

  1. udvikling og adfærd
  2. familieforhold
  3. skoleforhold
  4. sundhedsforhold
  5. fritidsforhold og venskaber
  6. andre relevante forhold

BFU skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og hvis der, hvilke.

En BFU skal afsluttes senest 4 måneder efter, der er truffet afgørelse om, at den skal laves.

Hvis BFU konkluderer, at der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, vil barnet/den unge og familien blive tilbudt den eller de foranstaltninger, det er vurderet bedst løser de problemer, der er beskrevet.

Der kan bl.a. være tale om:

  • Familiebehandling
  • Terapeutiske samtaler
  • Kontaktperson
  • Aflastning
  • Anbringelse uden for hjemmet

Merudgifter
Det er Børne -og Familierådgivningen, der vurderer, hvorvidt et barn tilhører målgruppen til at kunne få bevilget merudgifter.

Barnet skal have en betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Vurderingen af, om barnet er omfattet af denne målgruppe sker på baggrund af oplysninger fra eksempelvis hospitalet.

Hvis barnet er tilhører målgruppen skal Lemvig Kommune yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet.

For at kunne få dækket merudgifter, er det en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af barnets nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning.

Merudgifter kan f.eks. være:

  • Medicin
  • Kørsel
  • Kurser til forældre og søskende

Tabt arbejdsfortjeneste
Hvis et barn eller en ung er målgruppen for at kunne modtage merudgifter og det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet og det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det, skal Lemvig Kommune yde dækning af tabt arbejdsfortjeneste til den af forældrene, der passer barnet.

Tabt arbejdsfortjeneste kan dækkes fra få timer ugentligt til fuld tid, afhængig af den konkrete vurdering.

Underretninger
Børne -og Familierådgivningen modtager de underretninger borgere og offentligt ansatte sender til Lemvig Kommune. Alle underretninger registreres og der sendes et kvitteringsbrev til den, der har skrevet underretningen, hvis Børne -og Familierådgivningen har navn og adresse på vedkommende.

Hvis underretningen omhandler trivsels -og/eller adfærdsproblemer hos barnet/den unge, vil Børne -og Familierådgivningen indkalde forældrene og orientere om indholdet af underretningen og høre, hvorledes de oplever deres barn/ung. Børne -og Familierådgivningen beder altid om samtykke til at indhente statusudtalelser fra relevante professionelle, f.eks. skolen, ligesom der afholdes en børnesamtale.

På baggrund af underretningen, samtalen med forældre, børnesamtale og de indhentede statusudtalelser, vil Børne -og Familierådgivningen vurdere, om sagen lukkes, der skal tilbydes en forebyggende indsats eller om der er grundlag for at udarbejde en børnefaglig undersøgelse.

Vold og seksuelle overgreb
Såfremt et barn eller en ung udsættes for fysisk og/eller psykisk vold og/eller seksuelle overgreb eller hvis der er mistanke om det, kan der være tale om strafbare forhold i henhold til straffeloven.

Der er også i Lov om Social Service særlige regler for håndtering af underretninger om vold og seksuelle overgreb. Der skal være en samtale med barnet, og såfremt den eller de, der er mistænkt for at begå overgrebet er forældrene skal samtalen foregå uden samtykke fra forældrene og uden deres tilstedeværelse.

Børne -og Familierådgivningen vil i sager om overgreb mod børn og unge altid tage kontakt til politiet, i første omgang for at de kan vurdere om der bør laves anmeldelse. Børne -og Familierådgivningen vil oftest også være i kontakt med Børnehus Midt, i første omgang for råd og vejledning om, hvordan sagen bedst håndteres.

Såfremt Lemvig Kommune anmelder sagen til politiet, vil arbejdet blive koordineret fra Børnehus Midt, og der vil være et samarbejde med dem om udarbejdelse af BFU.

Børne -og Familierådgivningens primære fokus i sager om overgreb mod børn vil være at sikre barnet.

Sådan arbejder vi
I Børne -og Familierådgivningen arbejder vi med udgangspunkt i Lov om Social Service. Det betyder, at de afgørelser vi træffer og de indsatser, vi iværksætter skal kunne begrundes i loven.

Ud over dette bestræber vi os på at have et godt samarbejde med forældre, børn og unge og inddrage dem i vores sagsbehandling, så de indsatser, vi sætter i værk så vidt muligt tilpasses den konkrete familie. En problemstilling i to familier kan således godt være ens, men indsatsen for at løse problemet, kan være forskellig.

Vi arbejder også ud fra, at en samlet indsat i forhold til barnet/den unge, giver det bedste resultat. Det vil sige, at ud over samarbejde med familien og barnet/den unge, forsøger vi at bidrage til et tværfagligt samarbejde med skoler, daginstitutioner eller andre, hvor barnet/den unge fungerer i det daglige.

Familiebehandlingen

Familiebehandlingen har familiekonsulenter og en behandlende psykolog.
Det er socialrådgiverne i familieafdelingen der kan visitere til Familiebehandlingen, hvis der er behov for familiebehandling.
Familiekonsulenterne hjælper familier, som har behov for ændringer i deres familieliv. Endvidere kan der gives praktisk pædagogisk familiebehandling ligesom der kan stilles støttepersoner til rådighed.
F.eks. når vaner og mønstre skal ændres, når børn og familien mistrives. Familiekonsulenterne tilpasser deres indsats til den enkelte families behov.
Familiebehandlingen tilbyder også åben anonym rådgivning på max 5 samtaler, hvis problemerne vurderes at de kan løses med denne hjælp. Familiebehandlingen kan kontaktes direkte.

Familieplejekonsulenter

Familieplejekonsulenterne arbejder med familieplejeområdet.
Herunder at

  • undersøge og godkende nye plejefamilier
  • føre tilsyn med plejefamilier
  • give råd, vejledning og supervision til plejefamilier
  • matche børn og plejefamilier

 

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning

Hvem kan henvende sig til PPR?

Forældre kan i Åben Rådgivning frit henvende sig til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Lemvig. Børn og unge har også mulighed for selv at henvende sig til PPR.

Du er velkommen til at henvende dig til PPR, hvis du bliver opmærksom på, at dit barn har det vanskeligt i hjemmet, dagplejen, daginstitutionen eller skolen.

Andre, som har jævnlig kontakt med barnet, vil måske iagttage, om dit barn mistrives eller er i vanskeligheder. Det kan f.eks. være lærere, pædagoger, læger, sundhedsplejersker eller andre i barnets netværk, som også kan henvende sig til PPR. PPR kan her yde en rådgivning, som benævnes konsultativ bistand.

Hvad kan vi hjælpe med?

PPR's rådgivning er målrettet børn og unge med vidt forskellige vanskeligheder. Det kan f.eks. dreje sig om børn eller unge, der

  • har tale- eller hørevanskeligheder
  • udvikler sig langsomt
  • viser tegn på nervøsitet eller angst
  • udviser voldsom adfærd
  • har svært ved at følge skolens undervisning
  • har behov for specialpædagogisk bistand eller anden støtte på grund af et handicap

Der kan også være børn og unge, hvis trivsel giver anledning til bekymring.

Sammen med forældre og andre voksne i barnets netværk søger vi at nå til en forståelse af problemets karakter og komme med rådgivning og vejledning med henblik på at afhjælpe problemet.

Hvem møder du hos PPR?

Hos PPR møder du psykologer og tale- hørekonsulenter.
PPR's medarbejdere har fast kontakt til skolerne og daginstitutionerne i kommunen.

PPR er en del af Børne- og Familiecentret, hvor der samarbejdes med Familieafdelingen og Sundhedsplejen. Desuden samarbejdes med Ungdommens Uddannelsesvejledning og Dagplejen. PPR formidler - i samarbejde med forældrene - kontakt til andre sagkyndige.

Hvordan kontakter du os?

PPR har lokaler i Børne- og Familiecentret og kan kontaktes dagligt i åbningstiden på tlf. nr. 9663 1350. Derudover har psykologer og konsulenter fast telefontid tirsdage mellem kl. 11.00 og 12.00. PPR kan også kontaktes gennem barnets daginstitution eller skole.

Tilbud fra BFC

I Børne- og Familiecentret i Lemvig Kommune har vi et tilbud om anonym rådgivning til børn, unge og forældre.

Rådgivningen tilbydes som

  • telefonrådgivning
  • personlig rådgivning, ansigt – til - ansigt

Er du barn eller ung under 18 år, eller er du forældre til børn/unge under 18 år, kan du frit henvende dig. Som forældre kan du henvende dig enten alene eller sammen med dit barn/unge.

Rådgivningen tager udgangspunkt i dine problemstillinger og spørgsmål, f.eks.

  • trivsel, fx mobning, angst eller voldsomt vredesudbrud
  • tvivl om alderssvarende udvikling
  • tale- og kommunikationsvanskeligheder
  • familiedynamik, fx uhensigtsmæssige vaner eller mønstre
  • faglige udfordringer i skolen
  • rådgivning i forbindelse med skilsmisse
  • sorg og krise
  • osv.

Åben anonym Rådgivning betyder, at der ikke er krav om angivelse af personlige oplysninger som navn og cpr.nr. og der bliver ikke ført journal. Det betyder, at rådgiveren ikke kan udtale sig skriftligt eller mundtligt om dig eller dit barn og familie på baggrund af rådgivningen.

Afhængig af problemstilling vil du blive tilbudt samtale med en psykolog, socialrådgiver, tale/hørekonsulent eller familiekonsulent.

Der er mulighed for op til tre samtaler. Samtalerne er gratis.

Du kan kontakte Åben anonym Rådgivning på:
Tlf.nr.: 29430110 eller
Mail: aabenraadgivning@lemvig.dk

Du kan indtale en besked med navn og telefonnummer eller du kan skrive en mail, og du vil blive kontaktet af en rådgiver hurtigst muligt. Sammen vurderer vi, om rådgivningen kan ydes telefonisk, eller om vi skal aftale et møde.

Samtalerne finder sted i Børne- og Familiecentret, Vasen 14B.

Tilbud fra BFC

Børne - og Familiecentret I Lemvig Kommune tilbyder nu forældrekurset De Utrolige År (DUÅ) Kurset er for forældre med børn i alderen 3-7 år, der f.eks. oplever:

  • Konflikter, når barnet skal sove
  • Barnet hører ikke efter
  • Meget tid går med at skælde ud
  • Barnet har svært ved selv at lege og vil have meget opmærksomhed.

På kurset vil der blive arbejdet med,

  • at genskabe en positiv relation til barnet ved brug af leg og særlige stunder
  • hvordan man gennem anerkendelse og opmuntring får barnet til at gøre mere af det, man som forældre gerne vil have
  • hvordan man sætter grænser for sit barn og løser konflikter


Du kan læse mere i folderen her

Cool Kids - Angstgruppe for 10-12 årige børn fra Lemvig Kommune - efterår 2018

Har I et barn, der lider af angst i så høj grad, at det griber forstyrrende ind i barnets hverdag og udvikling?

Børne- Familiecentret (BFC) i Lemvig kommune tilbyder i efteråret 2018 et Cool Kids gruppeforløb for 10-12 årige børn med angst og deres forældre. Cool Kids henvender sig til børn, hvis primære psykiske symptomer er angst. Tilbuddet er gratis. Der kræves ingen henvisning.

Børn med angst kan ofte:

  • Stille for mange unødige spørgsmål og kræve konstant beroligelse.
  • Være meget bekymrede og tænke meget på, hvad der kan gå galt.
  • Foretrække at være sammen med personer, de kender godt og er trygge ved og holde sig tæt til forældrene, når de færdes udenfor hjemmet.
  • Klage jævnligt over hoved- og mavepine.
  • Undgå vante eller vanskelige situationer f. eks. ved at finde på undskyld-ninger eller blive syge.
  • Have svært ved at sove og tage lang tid om at falde i søvn.

Angstbehandlingen foregår ud fra Cool Kids, som har en kognitiv adfærds-terapeutisk tilgang. Gruppen vil bestå af 4 - 6 børn, som mødes 10 gange á 2 timers varighed på tirsdag/torsdag formiddage 8.30-10.30 i BFC, Vasen 14B i Lemvig. Udover børnene kræves deltagelse af forældrene i alle sessioner. Programmet fokuserer på at lære børn og forældre bedre må-der at håndtere angst på i fællesskab. Mellem sessionerne vil der være øvelser, som forældre og barn skal lave sammen.

For at komme i betragtning til et angstbehandlingsforløb, skal I lave og sende en kort beskrivelse (ca. ½ side) af barnets problem og symptomer samt oplyse barnets navn, fødselsdag, skole og klasse samt forældrenes navne, adresse og telefonnumre – anvend nedenstående skema og send det til BFC@lemvig.dk senest d. 10. august 2018 – skriv "cool kids" i emne-feltet.
Herefter vil I blive kontaktet. Skønnes barnet at ligge indenfor mål-gruppen, vil I evt. blive indkaldt til en forsamtale, som finder sted i uge 34 eller 35, hvorefter den endelige afklaring af deltagelse laves.
Det kan ikke garanteres, at alle i målgruppen vil kunne tilbydes forsamtale/behandling.

Ansøgningsskemaet finder du her.

Venlig hilsen

Anette Volf Petersen, psykolog
Mette Aagaard, socialrådgiver
Merete Bro Lavdal, psykolog

Da vi har journalføringspligt vil oplysninger blive gemt i en elektronisk sag med ret til aktind-sigt. Data gemmes i indtil 5 år efter, at barnet er fyldt 18, hvorefter oplysningerne kasseres. Oplysningerne er fortrolige og deles ikke ved andre uden forældremyndigheds samtykke. For børn, der har en sag i PPR, vil akter vedrørende Cool Kids indgå i PPR-sagen på samme vilkår.