Kulturelt Samråd Lemvig

Kulturelt Samråds formål er at støtte kulturelle aktiviteter i kommunen.

Dette sker ved at yde underskudsgaranti eller tilskud til arrangementer i kommunen.

Læs mere under menupunkterne herunder.

 

Fold alle ud

Nyt fra sekretariat og bestyrelse

Kommende møder i Kulturelt Samråd:

Mandag den 9. september 2019 - frist for indsendelse af ansøgninger er mandag den 2. september 2019.

Mandag den 28. oktober 2019 – frist for indsendelse af ansøgning er mandag den 21. oktober 2019.

Mandag den 9. december 2019 – frist for indsendelse af ansøgninger er mandag den 2. december 2019.

Hvad er Kulturelt Samråd

Kulturelt Samråd er en forening, som administrerer et beløb til støtte for kulturelle tiltag i Lemvig Kommune. Pt. har samrådet et årligt rådighedsbeløb på 150.000 kr. Beløbet er fastlagt af Familie- og Kulturudvalget og vedtaget af Kommunalbestyrelsen.

Hvad støtter Kulturelt Samråd?

Kulturelt Samråd støtter foreninger, institutioner, grupper af personer eller enkeltpersoner, som arrangerer kulturelle begivenheder, hvortil der er offentlig adgang.

Støtten bliver som regel bevilget som underskudsgaranti eller i undtagelsestilfælde som direkte tilskud.

Hvordan søger man?

Ansøgning om støtte sker ved at indsende en beskrivelse af arrangementet og et budget, som indeholder alle udgifter og indtægter. Ansøgningen skal være indleveret til Kulturelt Samråd inden arrangementet afholdes.

Et regnskab for arrangementet skal afleveres til Kulturelt Samråd senest to måneder efter det er afsluttet.

Sådan søger du

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

HVEM søger (person, organisation eller forening).

Med kontaktoplysninger (adresse, telefonnr. og e-mailadresse) samt CVR-nummer ved foreninger og CPR-nummer ved enkeltpersoner.

HVAD søges der til.

Kort beskrivelse af indhold og formål med projektet (f.eks. udstilling, foredrag eller koncert), hvilke kunstnere, der deltager og hvornår projektet afvikles.

Her oplyses også, om der søges tilskud eller underskudsgaranti, og med hvilket beløb.

TILSKUD søges ofte i forbindelse med, at der ikke kan opkræves entré til projektet, eller at projektet ikke kan holde et vist niveau uden tilskud. En forudsætning for at få tilskud er, at Kulturelt Samråd Lemvig nævnes i pressematerialet for projektet, og at samrådets logo anvendes på relevant markedsføringsmateriale.

UNDERSKUDSGARANTI søges i situationer, hvor arrangøren efter udarbejdelse af et retvisende budget, der balancerer, ønsker et sikkerhedsnet, i tilfælde af, at der ikke kommer så mange publikummer som forventet. Underskudsgarantien kommer til udbetaling, når der er indsendt afsluttet regnskab for projektet til Kulturelt Samråd på mail lks@lemvig.dk. Regnskabet skal være samrådet i hænde senest to måneder efter projektets afslutning og skal stemme overens med budgettet og skal være ledsaget af scannede kopier til alle bilag.

Ved musikarrangementer er der flere søgemuligheder:

Kunststyrelsen findes på www.kunst.dk DMF (Dansk musikerforbund): www.dmf.dk Koda: www.koda.dk ROSA (dansk rosksamråd). Paraply for flere genrer bl.a. folkemusik: www.rosa.org RosaFolk med bl.a. folkemusikkens puljer: www.folkemusik.dk Komponistforeningen: www.komponistforeningen.dk og Dansk artistforbund: www.artisten.dk

Med hensyn til andre kunstneriske udtryk er Kunststyrelsen en paraplyorganisation.

EVALUERING.Kulturelt Samråd er meget interesseret i afviklingen af de projekter, der er ydet støtte til. Derfor imødeser vi, efter projektets afholdelse, en skriftlig tilbagemelding om projektets forløb.

Indsendelse af ansøgning sker på forsiden lige under "foldeud" menuen. Husk også at indsende budgetskema - det foregår via borger.dk og kræver NemId.

 

Bestyrelsen

Kulturelt Samråd vælges på en årlig generalforsamling. Stemme- og valgberettiget er enhver, der
  • repræsenterer en forening, institution eller gruppe, der kan søge støtte hos Kulturelt Samråd.
  • er optaget af kulturformidling.
  • er udøvende/aktiv inden for kulturel virksomhed.

Det er tillige et krav, at man senest med udgangen af februar måned er fyldt 18 år og er hjemmehørende i Lemvig Kommune.

Bestyrelsens sammensætning 2017
(efter generalforsamlingen i februar 2017).

Formand:
Kurt Darling Nielsen
Teglgårdsvej 12A, 7620 Lemvig
Tlf.: 51 82 63 67
E-mail: kurt.darling.nielsen@gmail.com

Næstformand:
Jens Pedersen
Skalvej 31, Vrist, 7673 Harboøre
Tlf.: 40 13 80 40
E-mail: jens.pedersen@lemvig.dk

Sekretær:
Lene Brunsgaard Lauridsen
Skolegade 3, 7620 Lemvig
Tlf.: 96 63 15 00
E-mail: lks@lemvig.dk

Kirsten Lønberg
Kr. Bjerresvej 22, 7620 Lemvig
Tlf: 97 82 25 24/61 77 57 48
E-mail: kirstenlp@mail.tele.dk

Lene Nees
Lindealle 8, Nørre Nissum, 7620 Lemvig
Tlf.: 61 33 17 25
E-mail: lenenees@live.dk

Jens Bach Nielsen
Frederiksgade 9A, 7620 Lemvig
Tlf.: 41 18 10 39
E-mail: jbndrift@gmail.com

Kirsten Bak Andersen
Søbakken 4, 7620 Lemvig
Tlf.:30 32 72 13
E-mail: kba@via.dk

Suppleanter:
 
Bodil Carstensen
Tangsøgade 17, 7650 Bøvlingbjerg
Tlf. 97 88 53 99
 
Erik Sommer
Hvidstenhedevej 9, Nørre Nissum, 7620 Lemvig
Tlf. 97 89 32 32

Kulturelt Samråd

Vedtægter (2016)

 

§ 1 Kulturelt Samråd har til opgave,

  • at rådgive, inspirere og støtte foreninger, institutioner, grupper af personer eller enkeltpersoner m.v. i Lemvig kommune, der har til hovedformål at arrangere eller formidle kultur eller på amatørbasis udøve kulturelle aktiviteter

  • at etablere samarbejder mellem ansøgere om kulturelle arrangementer, den enkelte ansøger ikke selv har mulighed for at gennemføre

  • at virke for, at kulturel aktivitet finder sted overalt i kommunen

Se i øvrigt bilag med eksempler på formål, hvortil der kan søges støtte.

§2 Kulturelt Samråd administrerer et beløb, fastlagt af Kommunalbestyrelsen. Beløbet kan anvendes til underskudsgarantier, tilskud m.v. Udbetalingen finder sted efter retningslinjer udarbejdet af samrådets bestyrelse.

§3 Kulturelt Samråd vælges på en årlig generalforsamling. Stemme- og valgberettiget er enhver, der

  • repræsenterer en forening, institution eller gruppe, der kan søge støtte hos Kulturelt Samråd

  • er optaget af kulturformidling

  • er udøvende/aktiv inden for kulturel virksomhed

Det er tillige et krav, at man senest med udgangen af februar måned er fyldt 18 år og er hjemmehørende i Lemvig Kommune.

§4 Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar med flg. dagsorden:

  • Valg af dirigent.

  • Formandens beretning.

  • Bestyrelsen forelægger kommunens foreløbige regnskab for samrådets virksomhed.

  • Indkomne forslag

  • Debat om kommende arbejder.

  • Valg af:

    • Medlemmer til bestyrelsen

    • Suppleanter

  • Evt.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering i dagspressen.

Beslutninger træffes med almindelig flertal. Afstemningen skal ske skriftligt, såfremt én deltager ønsker det.

Referat indføres i protokol, som underskrives af dirigenten.

Forslag til punkt 4 skal være formanden i hænde senest en uge før generalforsamlingen.

§5 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst 30 stemmeberettigede personer skriftligt kræver det. Derudover følges reglerne i §4.

§6 Bestyrelsen består af 7 medlemmer, hvoraf et udpeges af Lemvig Bibliotek. Hvert år er 3 af bestyrelsens øvrige medlemmer på valg – valgperioden er to år. Ingen af de på generalforsamlingen valgte medlemmer kan vælges til bestyrelsen i mere end tre på hinanden følgende valgperioder.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand. Det af biblioteket udpegede medlem fungerer som sekretær.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed bortfalder forslaget.

Der føres protokol over bestyrelsens arbejde, som fremlægges på generalforsamlingen.

Samrådet forpligtes ved formanden og et andet bestyrelsesmedlems underskrift.

§7 Årsregnskab for samrådet er en del af det kommunale regnskab. Et foreløbigt regnskab, der er et udtræk fra det kommunale regnskabssystem, fremlægges generalforsamlingen i februar måned til orientering.

§8 Beslutning om samrådets ophævelse kan kun ske ved vedtagelse på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum. Det ene skal være en ekstraordinær generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen. Beslutning herom skal træffes med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Samrådets formue tilfalder Lemvig Kommune.

§9 Vedtægtsændringer, der vedrører samrådets økonomiske forhold, skal godkendes af Familie- og Kulturudvalget i Lemvig Kommune, forinden de opnår gyldighed.

Bilag til vedtægter

Der kan eksempelvis søges støtte til formål inden for følgende kategorier:

Billedkunst - Udstillingsvirksomhed og arrangementer.              

Teater/musik - Teaterforestillinger, musicalopsætninger, koncerter og workshops med offentlig adgang o. lign.

Litteratur - Arrangementer, hvor litteraturen og det skrevne ord sættes i centrum.

Dans og bevægelse - Forestillinger, opvisninger, workshops o. lign.

Tværgående aktiviteter- Aktiviteter, der går på tværs af kulturområder og de kunstneriske udtryksformer eller aktiviteter, hvor flere foreninger/grupper er involveret.

Kultur- og naturarv - Udstillinger, projekter og informationer m.m., der er med til at øge kendskabet til den lokale kulturarv for den brede befolkning.

Foredrag - Foredrag og almene oplysningsarrangementer.

 

Generalforsamling i Kulturelt Samråd i Bio-Huset tirsdag den 20. februar 2018

Generalforsamling i Kulturelt Samråd i Biohuset, mandag den 25. februar 2019.
Der var 10 fremmødte til generalforsamlingen.

Referat
1. Valg af dirigent
Hans Kolind, der kunne konstatere, at generalforsamlingen var varslet og indkaldt i henhold til vedtægterne.

2. Formandens beretning
Dagligt hører vi om dramatiske og betænkelige forandringer: Klimaet, det politiske klima, demografien, den almindelige moral, forholdet mellem rig og fattig – og der kunne remses op længe. Men så er det rart at tænke på, at der findes en stabilitet inden for det relativt beskedne virkeområde, der udgør arenaen for Kulturelt Samråd i Lemvig. Stabiliteten drejer sig både om den økonomiske ramme, årets arbejde i Kulturelt Samråd, mangfoldigheden af kulturelle initiativer og den geografiske spredning af disse.

Vi har i løbet af 2018 holdt 6 bestyrelsesmøder. Behandlet ca. 40 ansøgninger. Et par er bortfaldet. Vi har givet afslag til en lille håndfuld. Bedt om yderligere oplysninger og uddybninger til nogle stykker. Vi har haft en fordeling mellem tildeling af direkte tilskud og underskudsgaranti, til de ansøgninger vi har støttet, der hedder 10 med tilskud og 23 med underskudsgaranti. Tilskud har vi i sagens natur givet til afholdelse af arrangementer, hvor der ikke har været entré- eller andre indtægter. Ansøgerne har dels været egnens mere traditionelle kulturaktører som f.eks. Kunst- og Kulturcentret Tuskær, Poesi i Vandkanten, Tante Andante og Lemvig Musikforening og dels nye aktører som f.eks. Charlotte Madsen, der fik tilskud til opstart af et filmprojekt med titlen ”En fisker”, og Anders Jensen og Kira Paas’ der fik tilskud til opførelse af en udendørs, akrobatisk cirkuskomedie med titlen ”The Fantastic Gramophone of Mr. and Mrs. Twistly” på Kirketorvet i Lemvig. Afslagene er blandt andet givet, fordi ansøgningerne kan vise sig at ligge uden for rammerne for Kulturelt Samråds virke, fordi der f.eks. er tale om en lukket kreds af deltagere eller at arrangementet ligger inden for rammerne af både økonomi og indhold i en ansøgende institution. Har der været tale om en tilskudsansøgning, hvor der også har været indtægter i form af f.eks. entré, har vi i Kulturelt Samråd typisk konverteret denne til en underskudsgarantiordning.
Vi har også modtaget direkte misforståede ansøgninger. F.eks. en ansøgning, der havde kulturel virksomhed som et fremtidsmål, men hvor der blev søgt om midler til forudgående bygningistandsættelse: vægge, isolering etc.

Kulturområderne, der har fået støtte, spænder vidt: film, litteratur, fortællekunst, klassisk musik, jazz, rock, country, kulturforedrag, kulturprojekter og kulturevents. Nogle af ansøgerne har vist sig, at få brug for hele den tildelte underskudsgaranti, og for andre har den vist sig slet ikke at blive nødvendig – f.eks. da Poesi i Vandkanten havde besøg af Benny Andersen. Så der har både været tale om arrangementer med bred og smal publikumsappel.

Vi har også i forhold til ansøgerne en formuleret forhåbning og forventning om at få en tilbagemelding efter arrangementsafholdelse. Og den er det som regel en fornøjelse at kunne orientere sig i. Der kan være beklagelser. Ikke så mange betalende gæster, som man havde håbet på. Det kan dog overskygges af den gejst, stemning og intensitet arrangementet i øvrigt bød på, som da Poesi i Vandkanten havde besøg af den unge lyriker Rasmus Nikolajsen, der læste op fra ”Hvad skal vi med al den skønhed” for ganske få betalende gæster. Det skete desværre samtidig med, at Ejvind Larsen i samme bygning holdt foredrag om, hvad nytte vi kunne have af at holde liv i de tanker om både fællesliv og den enkeltes liv, som Grundtvig og Marx stod som eksponenter for. Der kan være tale om en decideret publikumssucces som allerede nævnte oplæsningsaften med en tydeligt svækket og samtidig sprudlende Benny Andersen eller ”Åbne døre” arrangementet med 28 kunststeder i Lemvig Kommune, 3000 besøgende og et besøgsgennemsnit pr. kunstner på 100-200. Der kan være tale om en tilbagemelding i form af et færdigt produkt – færdige film til projektet ”En fisker” lagt på YouTube. Eller en billeddokumentation – der viser halsbrækkende scener fra cirkuskomedien ved Lemvig Kirke og fascinerede publikumsansigter.

Af øvrige aktiviteter kan nævnes, at Kulturelt Samråd via Kirsten Lønberg deltog i årsmødet for kulturelle samråd. Desuden har Kulturelt Samråd via formanden, der i den egenskab er med i den lokale Spil Dansk organisations-gruppe, endnu en gang været med sammen med Integrationsforeningen og Kompetenceværkstedet i Bonnet om et åbent musikalsk arrangement på Kompetenceværkstedet for brugerne af stedet.
Afslutningsvist skal det nævnes, at det er dejligt, at vi kan have gode og ordnede forhold for vores mødeaktivitet på Lemvig Bibliotek. Det nyder vi meget og ikke mindst, at vi har en sekretær, Lene Brunsgaard Lauridsen, der både har overblik og indsigt og i dagligdagen tegner Kulturelt Samråds profil i forhold til ansøgerne. Stor tak til dig Lene og tak til bestyrelsen for inspirerende og givtige samtaler og fokuseret samarbejde.
Kurt Darling Nielsen
Beretning godkendt.

3. Regnskab
Kulturelt Samråd har et årligt rådighedsbeløb på 150.000 kr. at gøre godt med, hvilket nu også oplyses på vores hjemmeside, da vi i nogle tilfælde har modtaget ansøgninger på urealistisk høje beløb.

Jens Pedersen fremlagde kommunens foreløbige regnskab for samrådets virksomhed 2018.
På det udleverede regnskabsark kan man se, samrådet kommer ud med et overskud på godt og vel 30.000 kr., der overføres til 2019. Det er nogenlunde samme niveau som de foregående år.
Det foreløbige regnskab godkendes.

4. Indkomne forslag
Ingen indkomne forslag.

5. Kommende arbejde
Der er mange kulturelle tilbud i Lemvig Kommune. Kulturelt Samråds opgave er først og fremmest at understøtte det eksisterende kulturliv, og pt. er der intet behov for selv at være initiativtager til kulturel aktivitet.

Kort præsentation af bestyrelsens medlemmer, og deres baggrund for at være med i Kulturelt Samråd.

6. Valg
Medlemmer til bestyrelsen – på valg:
Kurt Darling Nielsen (modtager genvalg)
Jens Pedersen (modtager genvalg)
Lene Nees (modtager genvalg)

Alle tre blev genvalgt uden modkandidater

Suppleanter:
1. suppleant: Bodil Carstensen
2. suppleant: Erik Sommer

7. Evt.
Rettelse til hjemmesiden i forbindelse med årstal for valg af den nuværende bestyrelse.
Det vil blive rettet snarest muligt.

 

Husk at læse afsnittet "Sådan søger du", før du går videre.

Indsend ansøgning med eventuelle bilag

 

Ansøgning til Kulturelt Samråd i Lemvig Kommune
Ansøgning om underskudsgaranti eller tilskud
Mailadresse
Hent bilag som skal medsendes

Herefter udfylder og indsender du et budgetskema, som du finder her. Kræver underskrift med NEMID

Kontakt

Hvis du har behov for at kontakte Kulturelt Samråd, så finder du en formular her, som du kan udfylde og indsende - gå til formularen