Lemvig Kommune

Selvbetjening

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Indhold

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Nyheder

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Landmandens økonomiske sparringspartner

Paragraffer og tal er der mange af i Ulrik Sand Poulsens arbejdsdag hos Lemvigegnens Landboforening  Lemvig. For landmændene og deres bedrifter er det vigtige tal og paragraffer, og der skal være styr på dem ned i mindste detalje.

Regnskaber for drift, skat, vindmøller plus skattesager og årsregnskaber er blot nogle af de opgaver, Ulrik Sand Poulsen sidder med ved sit skrivebord hver dag.

- Det kan måske lyde lidt kedeligt. Men det er det ingenlunde. Det er et afvekslende job og spændende opgaver med god kontakt til mange kunder. Og netop den personlige kontakt er vigtig, for landmænd er meget forskellige, og det gør opgaverne attraktive, siger Ulrik med et smil, mens han som en anden paragrafrytter slår en lov op på skærmen.

Uddannelse

Ulrik har gode forudsætninger for at løse de mange skatte- og regnskabsopgaver for landmændene. Han er uddannet cand. merc. jur. fra AUC, Aalborg Universitet. En uddannelse der på en gang gør ham til erhvervsjurist og revisor. Halvdelen er jura, den anden halvdel har med økonomi og revision at gøre.

Efter endt uddannelse i 1999 har han været vidt omkring. Første job var hos PWC-revision i København, hvor han var, indtil han med familien flyttede til Billund og blev skatterevisor i 2005.

Efter nogle år i det midtjyske var Ulrik interesseret i nye opgaver og sendte i 2011 en uopfordret ansøgning til Lemvigegnens Landboforening.

- Umiddelbart var der ikke bid. Alligevel var de interesseret i min lidt anderledes faglige baggrund, så efter en snak blev jeg ansat og har været her lige siden. Og det er jeg glad for. Vi har et attraktiv arbejdsmiljø med gode arbejdsbetingelser og forhold, fortæller Ulrik.

Varieret arbejde

Han sætter især pris på den store variation og forskellighed, der er i de 40 ansattes faglige baggrund. Her er agronomer, biologer, økonomer, jurister, revisorer og konsulenter i planteavl, miljø, kvæg og vindmøller samt en juridisk afdeling. Og selv folk med samme uddannelse har helt forskellige ekspertiser.

-Vi arbejder på kryds og tværs af faglig baggrund og er dermed meget tværfaglige. Det er helt enkelt nødvendigt for at løse de mange forskellige opgaver, landmændene har, og som de ønsker råd og vejledning om, siger Ulrik. Han understreger, at det giver hver især god indsigt i kollegers arbejde og opgaver.

Som eksempel nævner han udarbejdelse af markplaner og eventuelle forandringer af virksomhedens produktion. For markplaner skal en planteavlskonsulent klart nok indover, men også en økonom, der beregner det økonomiske udbytte, en biolog må ind over, når det gælder etablering af en anden produktion eller ændringer i den produktion, som virksomheden har en miljøtilladelse til.

Konkrete opgaver

Ulriks arbejdstid er delt nogenlunde lige mellem skatterådgivning og juridisk rådgivning. En korrekt skatteopgørelse kan betyde, at der er tusinder, ja, millioner af kroner at hente for den enkelte landmand.

Juridisk rådgivning kommer blandt andet ind ved køb og salg af jord eller ejendomme, hvor skattejura er et vigtigt element i fordeling af prisen på de enkelte elementer, som indgår i handlen. Når han har tid til det, holder han kurser og foredrag om skat og jura inden for landbruget en gang eller to om året eller efter behov.

Sideløbende med arbejdet på landboforeningen skal Ulrik hele tiden holde øje med nye regler og love, der kommer til. De skal forstås og formidles til landmændene.  Det gør han blandt andet med et nyhedsbrev.

Han har også en brevkasse med skatterådgivning i Lokalavisen i Lemvig, hvor han skriver mellem 15 og 20 gange om året.

- Det er pudsigt, men jeg får ofte spørgsmål langvejs fra og fra helt andre egne af landet, efter at jeg har svaret i Lokalavisen på spørgsmål fra læsere her på egnen. Men der er også nok at tage fat på og gennemgå, siger Ulrik.

Fritid

Når han ikke er på arbejde bruger han sin fritid på familien, hus og sommerhus. Han sætter stor pris på den flotte natur her på egnen.

Og så har han gennem mange år haft en stor passion. Han er fritidsmusiker og har lige haft 25 års jubilæum i gruppen Doktor Diesel.  De er gamle venner og spiller til arrangementer rundt om i landet.

- Selvom jeg har et godt arbejde, er det vigtigt at gøre noget helt andet og derigennem slappe af, siger han.