Lemvig Kommune

Selvbetjening

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Indhold

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Nyheder

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Scandic Salmon – landets femte største startup-succes

Scandic Salmon i Lemvig, der røger laks, er den femte mest succesfulde Startup-virksomhed i Danmark. Det viser en opgørelse i Økonomisk Ugebrev. På tre år er virksomheden vokset fra 10 ansatte til 44. Omsætning og overskud er konstant stigende. Der investeres og udvides hele tiden. 

Laks er sundt. Røget laks smager godt og efterspørges af mange over hele verden. Det kan mærkes hos Scandic Salmon på Lemvigvej 36 ved Tørringhuse. Her kører tunge, store lastbiler ind og ud døgnet rundt. Nogle kommer med laks, andre kører væk med røget laksefileter. Og det i tonsvis.

Inde i bygninger svinger ansatte skarpe filetknive hurtigt,effektivt og præcist, mens opskærerobotter, afbeningsmaskiner, røgerier, frysebokse og pakkemaskiner kører på fuld kraft.

Hurtig vækst

Scandic Salmon blev etableret af Nick Jensen, der er ekspert i røget laks, og Thyborøn Invest i efteråret 2016 med 10 mand. Nu er der 44 ansatte.

Sammen lagde de to parter en treårsplan for investeringer, udvikling og vækst. Den plan holdt ikke. Allerede efter halvandet år var målene nået. Så blev der lagt nye planer og mål, som også er indfriet. Hidtil er hele overskuddet fra produktionen geninvesteret i virksomheden.

- Vi har oplevet en vækst, der er langt over de forventninger, vi havde, da vi begyndte. I mit stille sind har der været øjeblikke, hvor jeg håbede på denne udvikling. Men jeg holdt de tanker for mig selv, siger en underspillet Nick Jensen, der trods sine kun 34 år har været 17 år i branchen for røget laks.

Nick

Han kan sit håndværk. Nick Jensen kommer fra Esbjerg og fik arbejde i fiskeforarbejdningsindustrien på hjemegnen efter niende klasse, 17 år gammel. Her arbejde han i flere virksomheder, inden han i 2016 kom på ideen at starte sin egen virksomhed.

Penge havde han ikke nok af. Men med hjælp og gode råd fra Thyborøn Invest og tilskud fra forskellige fonde blev det muligt at gå i gang. Først med brugte, ældre maskiner. Det reducerede omkostninger under opstarten og de første år.

I takt med en konstant stigende produktion og gode overskud har det været muligt at bytte de ældre maskiner ud og investere i nye, så Scandic Salmon nu tre år efter etableringer fremstår som et topmoderne lakserøgeri.

- Uden Thyborøn Invests investeringer og vejledning var Scandic Salmon og jeg ikke kommet så langt, som vi er i dag. Alle her i Lemvig har taget godt imod mig og virksomheden og hjulpet mig godt i gang. Lemvig Kommune er også meget imødekommende og arbejder hurtigt med tilladelser og lignende, fortæller Nick Jensen.

Keep it simple

Produktion er for så vidt enkel. Røget laks. I forskellige størrelser, forskellige indpakninger og forskellige kvaliteter. Ikke andet. Der er også lidt ørreder. Men laksen udgør over 90 procent af produktionen. Alle færdigprodukter er godkendt efter de seneste krav om kvalitet udstedt af Fødevarestyrelsen.

Indkøb af råvarer sker på spotmarkedet for laks. De fleste købes i Norge, hvor kvaliteten er meget høj og prisen god.

Også salget er enkelt. Scandic Salmon sælger til grosister, der så sælger de røgede laks videre til detailhandelen eller store aftagere. Salget er udliciteret til egentlige salgsfirmaer. 

90 procent af produktionen går til eksport til kunder over det meste af verdenen. Det meste går til europæiske markeder.  Selv i Australien er der kunder. Nick Jensen ser også USA som et fremtidigt marked.

- Ideen er enkel. Hele processen fra indkøb til salg er strømlinet. Vi er bedst til at røge laks. Thyborøn Invest er god til økonomi, budgetter og administration. Salgsfirmaer er bedst til at sælge. Vi gør hver, hvad vi er bedst til. Keep it simple, siger Nick Jensen.

Lokal udvikling

Thyborøn Invest gik med i Scandic Salmon af flere årsager. De troede på Nick Jensen produktionsidé, og at der lang tid fremover vil være stor efterspørgsel af røget laks.

- Og for at styrke lokalsamfundet. En ny virksomhed med mange ansatte skaber aktivitet her på egnen. Folk flytter hertil, får løn og betaler skat. Andre virksomheder aktiveres og får opgaver for Scandic Salmon. Og så forventer vi på sigt at tjene på vore investeringer, fortæller Anton Bro, direktør ved Thyborøn Invest.

Næsten alle ansatte i produktionen på Scandic Salmon er ufaglærte. Hovedparten af de ansatte er fra udlandet, og en del er flyttet til Lemvig Kommune.

Udover mange investeringer i nye fileteringsmaskiner, fryseskabe, røgekamre er Scandic Salmon i gang med en større udvidelse i form af en nybygning på 700 kvadratmeter. Og endnu én er på tegnebordet om et år eller to.

- Det er vigtigt at udvikle sig hele tiden. Ellers lukker du. Jeg er overbevist om, at laks mange år frem vil være en efterspurgt vare. Laks er sundt, klimavenlig og smager godt, siger en fortrøstningsfuld Nick Jensen.

Fakta Scandic Salmon:

- Nummer fem på liste over de hurtigst voksende Startup-virksomheder i Danmark

- Etableret i september 2016 af Nick Jensen og Thyborøn Invest

- Adresse: Tørringhuse, Lemvigvej 36