Lemvig Kommune

Selvbetjening

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Indhold

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Nyheder

Din søgning efter '{{query}}' gav intet resultat.

Tilflytter tilbyder vandaktiviteter på Østhavnen i Lemvig by

Den ny Østhavn i Lemvig er ekstra indbydende i sommersol. En og anden lemviger har nok tænkt tanken, at de mange meter trædæk og havnebassin kunne bruges til vand-aktiviteter for lokale, gæster og turister.

Nu er der en tilflyttet århusianer, der gør noget ved det. Han hedder Frank Ørnstrup, er 56 år, og er i foråret 2019 flyttet til Lemvig Kommune sammen med sin kone, Annette Berg Olesen. Med i flyttelæsset var et par håndfulde Stand Up Paddle-boards, også kaldet SUP-boards.

Kommunen hurtigt med på idéen
For to år siden lejede Frank Ørnstrup boards ud til turister i Gjellerodde, og sidste år var han på stranden ved Vinkelhage med sine boards.

- Jeg ved, at det er muligt at drive en sommerforretning på vandaktiviteter ved Vinkelhage og Gjellerodde. Havneudvidelsen inde i Lemvig har bare længe rumsteret i hovedet på mig som en oplagt mulighed, og da jeg luftede mine ideer over for nogle folk fra kommunen, var de straks med på idéen om SUP-aktiviteter på et afgrænset område i Østhavnen, fortæller Frank Ørnstrup.

Han vil gerne rose Lemvig Kommune for at reagere hurtigt og hjælpe med at få formaliteterne og en træhytte til udstyr på plads, så han allerede i uge 27-30 er klar til at leje SUP-boards ud, de aftener og weekender, hvor vejret er til det.

Der bliver ikke faste åbningstider i de første uger, så man skal holde øje med, hvornår  Frank Ørnstrup sætter sit beach-flag op og lægger sine boards frem på trædækket.

Åben hele dagen i uge 30 og 31
I uge 30 og 31 har han selv ferie, og den skal bruges på at leje SUP-boards ud hele dagen fra kl. 10-17. Forretningen kører som ”Plug and Play”, og det kræver ingen forudsætninger at leje et af hans boards.

- Jeg sender selvfølgelig ikke begyndere ud, hvis vinden er for kraftig. I det hele taget er kundernes sikkerhed vigtig for mig. Selv om jeg ikke tilbyder deciderede kurser, får alle kunder en grundig introduktion til sikkerhed på boardet. Min erfaring er at alle er sejlende i løbet af et kvarter, og jeg holder selvfølgelig øje med, om der er nogle, der får problemer ude på vandet. Sker det er jeg selvfølgelig hurtigt ude på vandet og hjælpe, siger han.

Afgrænset område
- SUP kræver rolige vindforhold, hvis man er begynder eller kun lidt øvet. Under 3 m/s er perfekt, så jeg holder ikke åbent, hvis vinden er over 6-7 m/s, fortæller han.

SUP-aktiviteten kommer til at foregå på et afgrænset, men pænt stort, område i Østhavnen. Frank Ørnstrup forsikrer, at der ikke er nogen, der forvilder sig ind på tværs af indsejlingen eller ind i havnebassinet.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan det går. Jeg har mange andre ideer til vandaktiviteter, som også kan prøves af i Østhavnen. Fx vandcykler eller en vand-taxi, der kan sejle passagerer Vinkelhage og retur, men det kan være, at der er andre, der også har lyst til at prøve kræfter med en eller flere vandaktiviteter i Lemvig. Jeg har det fint med at starte blødt ud med min SUP-boards, siger han.

Stort aktiv for havn og by
- Det er et stort aktiv for hele havnen og Lemvig by, at der nu kommer sup-udlejning i Østhavnen.  Havnen er i sig selv et trækplaster for turister og gæster i området, og tilbud som dette gør et besøg endnu mere relevant for små og store gæster i hele området. Jo flere der besøger Lemvig Havn, des mere liv kommer der i både byen og kommunen, så det er en rigtig god spiral, Frank Ørnstrup er med til at sætte gang i. Den slags ideer, hilser Lemvig Kommune selvfølgelig velkommen, siger handels- og eventchef Mai Lindgaard.

Inspireret på ferie i Spanien

Frank Ørnstrup stødte første gang på SUP under en ferie i Spanien i 2010 og tænkte med det samme, at man måtte kunne lave penge på dem hjemme i Danmark. På det tidspunkt boede han og familien mellem Aarhus og Silkeborg, og tilbage efter ferien han fandt frem til en udlejer af SUP-boards i Aarhus. Her lejede han boards til familiens ferie i Hvide Sande året efter.

- Selv om det var en ferie med ret dårligt vejr, så havde vi alle en sjov og aktiv ferie, takket være de SUP-boards, jeg havde lejet, fortæller Frank Ørnstrup.

Derfor købte han for sine sparepenge en håndfuld boards og har siden forsøgt - med skiftende held - at leje dem ud i sin sommerferie.

- Udlejning af SUP-boards er en ferieform, der passer mig godt. Er der ingen kunder i butikken, så sejler jeg bare selv, griner han.