
Lemvig Kommune har gjort meget for en grøn og bæredygtig udvikling. Med en ny DK2020-klimahandlingsplan forstærker kommunen sin indsats for en klimavenlig fremtid med stadig mindre udledning af CO2. Lemvig Kommune var blandt de første 20 udvalgte kommuner i et DK2020-projekt støttet af Realdania, der skulle udarbejde klimahandlingsplaner for at understøtte Paris-aftalens mål i Danmark med at holde den globale temperaturstigning under 20 C.
Lemvig Kommune har netop vedtaget en ny ambitiøs klimahandlingsplan, der indeholder indsatser om klimatilpasning, mindre udledning, oplysning til børn og unge og et tæt samarbejde med erhvervslivet i kommunen.
Målet i klimahandlingsplanen er CO2-neutralitet i 2050 og ambitiøse delmål for 2030.
Samtidig er planen godkendt og Lemvig Kommune er med i DK2020-projektet, der støttes af Realdania, hvor 20 udvalgte kommuner skal udarbejde klimahandlingsplaner med det formål at understøtte Paris-aftalens mål i Danmark, med at holde den globale temperaturstigning under 20 C.
- Lemvig Kommunes klimahandlingsplan er godkendt af det internationale by-netværk C40 og den danske grønne tænketank CONCITO. I klimahandlingsplanen er der mål for CO2-neutralitet i 2050 og ambitiøse delmål for 2030. Det vigtigste er, at Lemvig Kommune, virksomhederne og borgerne alle arbejder og bidrager til den grønne omstilling, siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig Kommune.
Klimatilpasning er nøgleordet og bliver en vigtig ledetråd i Lemvig Kommunes fremtidige politik og planlægning. En placering mellem Nordsøen og Limfjorden med mange lavtliggende områder er kommunen mærkbart udsat for de forventede klimaforandringer, alle står over for. Også selvom der er gjort meget for at sikre kommunens havne og mange og lange kyststrækninger. Blandt andet en højvandsmur i Lemvig.
I Lemvig Kommune er der siden 1990, et referenceår, sket en stor reduktion i udledningen af CO2 ved produktion af el og varme. Mange stadig større og moderne vindmøller er stillet op og producerer mere end dobbelt så meget strøm, som der forbruges i kommunen. Lemvig er storeksporter af el.
Varmeværkerne, der dækker hovedparten af kommunens 20.000 indbyggere, anvender grøn energi i form af biomasse (flis, træpiller) og biogas til produktion af varme. I 1990 blev der udledt ca. 220.000 tons CO2 ved produktion af el og varme. I 2018 var udledningen reduceret til ca. 7.000 tons.
CO2 fra transportsektoren er stort set uændret fra 1990 til 2018 md knap 70.000 tons om året. Kommunens biler og færgen fra Thyborøn til Agger er hybrider med en kombination af el og benzin/diesel. Det er planen, at de kommunale biler, færgen, toget og den kollektive regionale bustrafik bliver på el. Ladere er og bliver stillet op rundt om i kommunen.
Produktionskommune
I Lemvig Kommune er der en stor produktion af mad og andre varer, der næsten udelukkende eksporteres og forbruges andre steder i landet og ude i verden. Det giver en forholdsvis stor udledning af CO2 og andre drivhusgasser, som omregnes til CO2-ækvivalenter (CO2e).
Store virksomheder i kommunen har en relativ stor udledning af CO2, da der anvendes fossile brændsler (naturgas og kul). Virksomhederne arbejder med at udfase de fossile brændsler for at gå over til el i produktionen.
Der er også en meget stor produktion af landbrugsprodukter og madvarer i Lemvig Kommune. Dansk landbrug er førende i at producere produkter med en lav udledning af drivhusgasser (særligt metan og lattergas). Det gælder også i Lemvig Kommune, hvor nye muligheder og teknologi hele tiden testes og anvendes.
Selv om produktionen i landbruget i Lemvig Kommune er steget markant siden 1990 er det alligevel lykkedes at mindske CO2-udledning fra 330.000 tons i 1990 til 310.000 tons i 2018.
I forbindelse med klimahandlingsplanen vil der blive arbejdet tæt sammen med både store produktionsvirksomheder og landbruget.
Klimatorium – Danmarks internationale klimacenter
For Lemvig Kommune er det en ambition med den grønne omstilling, at den danner grundlag for bosætning og etablering af nye arbejdspladser gennem innovation og erhvervsudvikling.
Med Klimatorium, Danmarks internationale Klimacenter, i Lemvig, er det målet, at det skal være centrum i at udvikle og formidle nye løsninger til den grønne omstilling og tilpasning til forandringer i klimaet.
Formidling og læring vil have et særligt fokus på yngre generationer, som særligt kommer til at arbejde med fremtidens klimaudfordringer.