
Torsdag den 28. januar blev det første spadestik taget til Lemvig Sundhedshus’ nye bygning. Byggeriet ventes færdigt i december og tages i brug i begyndelsen af 2022. 26 millioner kroner er afsat til nybyggeriet.
Lemvig Sundhedshus kommer til bestå af en ny bygning og nyrenoverede lokaler i det gamle Regionshospital. Lemvig Sundhedshus består af regionale hospitalstilbud og kommunale og private sundhedsudbud.
- Byggeriet er symbol på nye tider, hvor fokus er på et borgernært og sammenhængende sundhedsvæsen. Et hus, hvor aktiviteter for borgere med behov er samlet ét sted, og hvor borgere og personale får de bedste betingelser for tæt samarbejde, sagde Gunnar Lisby Kjær, der som formand for Social- Sundhedsudvalget gravede den første skovlfuld til byggeriet.
Den nybyggede del kommer til at danne rammer for både de faste kommunale sundhedstilbud og de aktiviteter og arrangementer, som patientforeninger og andre interesserede vil være med til at stable på benene. Derudover bliver bygningen base for Lemvig-områdets hjemmepleje og sygepleje.
I den renoverede del får sårsygeplejersken sin klinik, der bliver genoptræning, sundhedsfremmende- og forebyggende tilbud, misbrugsrådgivning og andre sundhedstilbud.
Alt det side om side med de regionale hospitalstilbud og private sundhedsudbud. Den renoverede del er klar til indflytning den 22. februar 2021.