
De fleste borgere er vaccineret og smittetallene går ned. Sundhedsstyrelsen og Region Midtjylland slutter nu den brede vaccinationsindsats mod covid-19 i denne omgang. Det betyder, at der fra 15. maj ikke længere sendes invitationer ud til vaccination.
I Region Midtjylland er 1,1 millioner borgere vaccineret. 850.000 borgere har fået tredje stik.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at der er god kontrol med epidemien, som ser ud til at aftage.
Derfor udsender Statens Seruminstitut 15. maj de sidste invitationer til at deltage i det danske massevaccinationsprogram mod covid-19 i denne sæson.
Gør vaccinationen færdig
Sundhedsstyrelsen anbefaler dog fortsat vaccination af personer i særligt øget risiko for et alvorligt forløb af covid-19 sygdom, herunder uvaccinerede over 40 år og gravide. Er du begyndt på et vaccinationsforløb, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du gør det færdigt.
- Jeg opfordrer alle til at blive vaccineret og til at gøre deres vaccination færdig. Vi fastholder de store vaccinationscentre i Horsens, Aarhus, Randers, Silkeborg, Herning og Holstebro, så vi står klar til at vaccinere alle, der gerne vil vaccineres, siger Anders Kühnau (S), formand for regionsrådet.
Borgere, der er i gang med et vaccinationsforløb, kan fortsat booke tid til vaccination på vacciner.dk eller møde op uden tidsbestilling i åbningstiden på et vaccinested.
Sommerferien kræver måske vaccination
Undersøg i god tid, om dine ferieplaner forudsætter covid-19 vaccinationer, du eller dine rejsefæller endnu ikke har.
Børn kan blive vaccineret med 1. og 2. stik, når de er fyldt 5 år. Alle kan desuden få 3. stik, når de er fyldt 18 år, og der er gået mindst 140 dage, siden de fik 2. stik. Vaccinestederne i Region Midtjylland tilbyder sommeren over vaccination på udvalgte dage.
Se åbningstider og adresser på Region Midtjyllands hjemmeside
Meget svækket immunforsvar eller multisyg
Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at en mindre gruppe af personer med et meget svækket immunforsvar bliver vaccineret med et 4. stik. Kræftpatienter i kemoterapi og andre med nedsat immunforsvar på grund af mange svære sygdomme kan drøfte 4. stik med deres behandlende læge.
Sundhedsstyrelsen forventer, at det kan blive nødvendigt at genoptage vaccinationsprogrammet i efteråret.
Læs mere på styrelsens hjemmeside sst.dk
Flere oplysninger
- Anders Kühnau (S), Regionsrådsformand, tlf. 2360 2768