Lemvig-skoler er bedst i landet til at løfte elever til topkarakterer

Publiceret 09-09-2026

Gårsdagens PISA-resultater tegner et billede af den danske folkeskole i krise, men I Lemvig Kommune er der lys i mørket. En ny CEPOS analyse viser nemlig at skoler i Lemvig Kommune er landets bedste til at løfte elever til de højeste karakterer i de skriftlige afgangsprøver i dansk og matematik.

Skoleelev til prøve

Eleverne i Lemvig Kommune klarer sig markant bedre end forventet ved de skriftlige afgangsprøver i både dansk og matematik. En analyse fra CEPOS placerer Lemvig Kommune øverst i landet i begge fag, når der tages højde for elevernes socioøkonomiske baggrund.

CEPOS har undersøgt, hvor stor en andel af eleverne der opnår et karaktergennemsnit på minimum 10 og sammenholdt det med den andel, man statistisk kunne forvente ud fra blandt andet elevernes socioøkonomiske baggrund.

Her skiller Lemvig Kommune sig markant ud.

Mere end hver fjerde får minimum 10 i matematik  

I de skriftlige prøver i matematik havde 27,2 procent af eleverne i Lemvig Kommune et karaktergennemsnit på 10 eller over i 2025. Det er 8,6 procentpoint flere end forventet ud fra elevernes socioøkonomiske forudsætninger og dermed den højeste topkarakterløfteevne blandt landets kommuner.

Også i skriftlig dansk ligger Lemvig øverst. Her opnåede 12,9 procent af eleverne et karaktergennemsnit  på minimum 10, hvilket er 6,6 procentpoint flere end forventet.

Resultaterne betyder ikke nødvendigvis, at Lemvig Kommune har landets største andel af elever med topkarakterer. De viser derimod, at væsentligt flere elever end forventet når et meget højt fagligt niveau, når der tages højde for deres forudsætninger.

For formand for Familie- og Kulturudvalget i Lemvig Kommune, Steen Madsen, er resultatet først og fremmest en anerkendelse af medarbejderne på kommunens skoler.

- Det her er et resultat, vi har rigtig god grund til at være stolte af. Jeg tror de gode resultater er en kombination af mange ting, men særligt vil jeg fremhæve og anerkende lærerne på vores skoler. Det er dem, der hver eneste dag står i klasselokalerne, møder eleverne dér, hvor de er, og formår både at støtte, udfordre og stille krav. Gode faglige resultater kommer ikke af sig selv. De skabes gennem god undervisning, stærke relationer og et vedholdende fagligt arbejde, siger Steen Madsen

Gode resultater i begge ender af karakterskalaen

De gode resultater blandt eleverne med de højeste karakterer føjer sig til et billede af et skolevæsen, der samtidig lykkes godt med elever, som har sværere ved at honorere de faglige krav.

Tidligere opgørelser har vist, at Lemvig Kommune har en høj andel af elever, der består dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøver.

Samlet peger resultaterne dermed på en folkeskole, hvor ambitionen både er at hjælpe elever med faglige udfordringer og at give de fagligt stærke elever mulighed for at nå så langt som muligt.

Direktør for Familie og Kultur i Lemvig Kommune, Lars Borst Hansen, mener ikke, at resultaterne kan forklares med ét bestemt initiativ.

- Der findes ikke én opskrift på et resultat som dette. Jeg tror snarere, vi ser effekten af et vedholdende arbejde på mange fronter. Det er eleverne selv, der præsterer, men det skyldes bl.a. dygtige og engagerede lærere, stærke faglige vejledere, et godt teamsamarbejde og skoleledelser med fokus på undervisningens kvalitet. Samtidig har der gennem flere år været en tydelig politisk prioritering af folkeskolen. Det er kombinationen af de mange ting, der er med til at skabe stærke skoler, siger Lars Borst Hansen.

For ham er det særligt positivt, at resultaterne peger på en stor faglig bredde.

- En god folkeskole skal både kunne hjælpe den elev, der kæmper for at komme sikkert igennem afgangsprøverne, og udfordre den elev, der har mulighed for at nå helt til tops. Vi skal have høje ambitioner på alle elevers vegne. Derfor er det meget positivt, at forskellige resultater peger på, at vores skoler lykkes med begge dele, siger Lars Borst Hansen.

Fakta: Hvad er topkarakterløfteevne?

Topkarakterløfteevnen er forskellen mellem den faktiske og den statistisk forventede andel elever, der opnår et karaktergennemsnit 10 eller over ved de skriftlige prøver på 9. klassetrin.

CEPOS beregner den forventede andel på baggrund af elevernes socioøkonomiske forudsætninger. En positiv topkarakterløfteevne betyder derfor, at flere elever end forventet har opnået et gennemsnit på 10 eller.

Se undersøgelsen her