Endelig vedtagelse af tillæg nr. 8 til Lemvig Kommuneplan 2021-33 og lokalplan nr. 234 begge for ladeinfrastruktur m.m. ved Lemvig Station.
Kommunalbestyrelsen i Lemvig har den 29. marts 2023 endelig vedtaget tillæg nr. 8 til Lemvig Kommuneplan 2021-33 samt lokalplan nr. 234 begge for ladeinfrastruktur m.m. ved Lemvig Station.
Tillæg nr. 8 til Lemvig Kommuneplan 2021-33 – Ladeinfrastruktur m.m. ved Lemvig Station.
Tillægget har til formål at udlægge et rammeområde til tekniske anlæg ved Lemvig Station.
Rammeområdet udlægges for at muliggøre elladeinfrastruktur for busser og tog ved stationsområdet samt opsætning af solenergianlæg på terræn og bygninger. Herunder muliggør kommuneplanrammen eksisterende drift med anvendelse til busterminal, jernbanestation, rangerterræn m.m.
Lokalplan nr. 234 - Ladeinfrastruktur m.m. ved Lemvig Station.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for etablering af de nødvendige anlæg til sikring af grøn omstilling af tog- og busforbindelser til og fra Lemvig Station, herunder bl.a. ved etablering af solceller.
Området anvendes i dag primært til jernbanedrift med tilhørende værksted til servicering af togsæt.
Som en del af den nationale grønne omstilling, har Region Midtjylland, Midttrafik, Midtjyske Jernbaner og Klimatorium en ambition om, at udvikle den første samlede grønne tog- og busforbindelse samt ladeinfrastruktur i Danmark.
Det samlede projekt for lokalplanområdet skal medvirke til at udvikle et stationsområde med ladeinfrastruktur i Lemvig By med innovativ lade-hub, hvor både busser, tog og biler kan blive opladet. Samtidig ønskes det at etablere solcellepaneler til egenproduktion af grøn bæredygtig strøm samt et oplagringssystem for strøm på stationære batterier. Området er inddelt i fire delområder I, lI, III og IV. Fremgår af kortbilag i selve planen – følg link herunder.
I delområde I kan der ved de nuværende perroner etableres lade-skinner med en højde på max. 6 m. Inden for et areal mellem Godsbanevej og baneterrænet kan der opstilles solceller på stativer, med en maksimal højde på 2,5 m. Solcellerne skal afskærmes mod Godsbanevej og på siderne mod øst og vest med begrønnet hegn på minimum 2 m, for at begrænse indsigten til solcelleanlægget. Ud mod Storegade kan der etableres en p-plads til opladning af elbiler, efter nærmere udarbejdet detailprojekt, så trafiksikkerhed ved ud- og indkørsel sikres.
I delområde lI ved Fabriksvej kan der opføres tekniske anlæg med en højde på op til 5 m, mens der kan etableres bygninger med en højde på op til 8,5 m. Det er også inden for delområde lI, at der kan etableres en busholdeplads til opladning af el-busser. Parkeringsområdet til el-busser forventes anvendt af Regionens busser, når de ikke er i rutefart.
I delområde III ligger den nuværende Værkstedsbygning, som med lokalplanen kan udvides, så der er plads til de kommende eltog, der er længere end de nuværende togsæt. Ligeledes kan der ske udvidelser, så der er øget mulighed for oplag under tag. Bebyggelse må maksimalt opføres i en højde på 12 meter.
Delområde IV. Delområdets hovedanvendelse er fortsat tekniske anlæg, herunder trafikanlæg, jernbanedrift og busterminal, alle med tilhørende nødvendige anlæg samt offentlige formål og grønne områder. Der er ikke aktuelle planer for ændring af de nuværende forhold.
Der er i forbindelse med endelig vedtagelse af planen kun foretaget mindre redaktionelle ændringer, i forhold til det tidligere offentliggjorte forslag.
Retsvirkninger
Med vedtagelsen må der ikke etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser (jf. Planloven § 18).
Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser indenfor arealanvendelse.
Eventuel klage skal indgives ved brug af Klageportalen via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Klagen er indgivet, når du har indsendt den til Planklagenævnet og du har indbetalt et gebyr. Gebyrets størrelse samt en klagevejledning fremgår af hjemmesiden: www.nævneneshus.dk.
Klagen skal være indgivet inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen. Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.
Du kan, hvis særlige forhold taler for det, anmode Planklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Det gør du ved at sende en begrundet anmodning til kommunen, der har truffet afgørelse i sagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Du kan læse mere om klageadgangen på Nævnenes Hus’ hjemmeside.