EU-borgere, som har fast bopæl i Danmark, og som er fyldt 18 år senest på valgdagen, har valgret til kommunale og regionale valg og bindende kommunale folkeafstemninger. Har du lovligt bopæl i Danmark, men er du endnu ikke bopælsregistreret i CPR, kan du alligevel anses for at have fast bopæl i Danmark. Det kan være tilfældet, hvis du afventer at modtage et registreringsbevis for ophold i Danmark fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Ansøgningsskema til kommunale og regionale valg
Hvis du ønsker at blive optaget på valglisten til kommunale og regionale valg, skal du benytte det nedenstående ansøgningsskema. Du skal indgive ansøgningen til den kommune, hvor du lovligt har bopæl. Du kan indgive ansøgningen ved personlig henvendelse, pr. post eller e-mail.
For at blive optaget på valglisten til det førstkommende kommunale og regionale valg den 16. november 2021, kan du tidligst indgive en ansøgning herom mandag den 16. august 2021. Ansøgningen skal senest indgives tirsdag den 19. oktober 2021. Fristen er dog tirsdag den 26. oktober 2021 for visse ansøgere.